Thailand, Vietnam, Nepal

1999

Billeddagbog

T h a i l a n d

12. januar 1999

Vi sidder netop nu på en internetbutik i en thailandsk by nær grænsen til Cambodia, Trat. Den ligger tæt ved kysten, hvorfra en båd går over til den smukke og forbavsende turisttomme ø Koh Chang, hvor vi tog ned dagen efter vores ankomst til Bangkok. Selve turen herover gik smertefrit på trods af ventetid i Amsterdam og Kuwait. Bangkok er stor, beskidt og forvirrende, fuld af biler og medfølgende luftforurening, og vi brugte kun en enkelt dag her indtil videre. Her kørte vi bl.a. en times tid rundt med en 'tuk-tuk', en slags knallerttaxi, som chaufføren med sand dødsforagt gelejder rundt på inder- og ydersiden af al anden trafik i de altid overfyldte gader. Med busudstødningen i næsehøjde får man en munter oplevelse af byen. En af de ting, vi trods alt fik set her i første omgang, var et stort og flot tempel, Golden Mount, med storslået aftenudsigt over byens tage.

Thailand 1: Restauranten i "Blue Lagoon" på Koh Chang.

Vi var rørende enige om hurtigt at komme ned til en ø og slappe af på stranden nogle dage, og vi valgte Koh Chang ca 450 km sydøst for Bangkok. En virkelig smuk ø med hvide strande, hvor palmerne hænger ud over vandet, bjerge midt på øen og tæt regnskov. Et sandt turistparadis, hvorfor det undrer os, at der ikke synes at være så mange på strandene, som virkelig ikke bliver meget bedre. Der er en del 'resorts' med bungalows, men folkene viser sig ikke. Vi fandt efter et par dage et skønt afsides sted langs en flod et par hundrede meter fra stranden, hvor vi næsten er de eneste. Vores primitive bungalow har veranda ud over floden, og selvom madrassen (og dermed også os, nu) har lopper, og stedet iøvrigt er velsignet med et boom af fauna under 10 cm i længden, er det alletiders.

Thailand 2. Vores bungalow. Badeværelset er den uoverdækkede tilbygning til venstre.

Folkene, der driver det, er yderst flinke, og det er ovenikøbet billigt. Netop idag har vi vekslet penge, og det ser (7-9-13) ud som om, at kurserne er endnu bedre end håbet, hvilket vil sige, at en overnatning hos os koster omkring 30 kr for os begge, og et måltid af den meget lækre thaimad står i under en tier. Igår lejede vi en kværn, arh en knallert så, og kørte øen rundt. Mest ved et uheld, idet vi egentlig ville have stoppet ved nogle vandfald, men vi kørte for langt. Vandfaldene fandt vi så på

Thailand 3. Udsigt fra verandaen.

Thailand 4. Palmer, hvidt sand og klart vand. Og næsten ingen turister.

tilbagevejen. TilbagevejEN - der er kun een vej. Og den bugter sig i hårnålesving op over bjergene med betagende udsigter til begge sider.

Vi tager et par dage mere på denne intenst smukke ø, hvor man sagtens kan finde en bountystrand, komplet med palme og hængekøje, uden andre mennesker, før vi begiver os videre. Næste stop bliver Hua Hin sydvest for Bangkok, og herefter fortsætter vi længere sydpå. Alt er iøvrigt vel bortset fra lidt ondt i halsen og snot, 349 kløende stik overalt på kroppen og et par forbrændinger på ører og fødder, der dog er i aftagende. Mere følger senere.

19. januar

Vi er tilbage i Bangkok for et par dage, før vi drager sydvestover. Siden sidst har vi haft fire dage på skønne Koh Mak, en lige så smuk ø som Koh Chang men med endnu færre turister.

Thailand 5. Koh Muk. 'Koh' betyder ø.

Igen palmer og vand, som man kunne skrive bøger om: spillende i alle nuancer mellem azurblå og turkis. Og klart. Bl.a. havde vi på en fed strand et par snorkledage: for den astronomiske pris af 5 kr. kunne man leje snorklemaske en hel dag, og vi pjaskede så en hundrede meters penge ud i vandet til det lokale koralrev. Som var ganske flot, men det var dog alligevel fiskene, der imponerede mest. Mange var der (og nogen var nærgående, synes nogen), og i alle regnbuens farver. Og ikke spor generte, næsten. Heller ikke med deres kropsfunktioner.

Det sted vi boede vil blive husket for sit hjemmebagte brød. Det var fremragende, smagte af bål og sankthans, og Jakob åd 5 om dagen. Vi boede i en luksusbungalow (dvs. med myggenet OG rigtig wc-kumme) 10 meter fra stranden og faldt i søvn til bølgernes brusen. De mange (mange, mange, godt 50 pr. ben) moskitobid blev næsten glemt. Stedet var drevet af en håndfuld forbavsende flinke tyskere.

Idag rejste vi så de tre timer med lille båd ind til fastlandet og derfra videre med minibus til Bangkok. Meget kan siges om indfaldsvejenes trafik; man kan forestille sig myldretiden til København, så meget trafik er der. I godt tre baner (der er bilbaner, som man nu kan blive venner til), og og dobbelt hastighed. Når ens bane uden varsel holder op, og man kører (eller rettere, køres) 120 km/t, så sidder man med livet i hænderne. Men de kører nu meget godt, og de kører åbenbart efter den samme håndbog i færdsel, både busser og knallerttaxier, og intet gik galt. På trods altså af, at motorvejene f.eks. ikke har tilkørsler (man sniger sig bare ind i trafikken og må speede op her), og af at det er tilladt at lave U-vendinger gennem huller i midter-autoværnet. Ikke mere nu, vi vender tilbage senere, måske i Hua Hin om nogle dage. Hav det godt, for det har vi.

20. januar

En dag i Bangkok er gået: vi vadede op og ned ad Kao San Road, backpacker-gaden par excellence, og shoppede; sølvsmykker, piratbånd og skjorte. Her er meget varmt og meget spændende, og det er ikke dækkende at sige, at der i Bangkok er en bod på hvert gadehjørne - der er også boder ind imellem. Desuden er der altså stadig trafikken, ufatteligt så mange biler, der kører rundt. Der er altid kø. Igår aftes, da vi sendte email, kom et new zealandsk par ind, som var med på båden fra Koh Mak. De fortalte, at pigen havde mistet sine støvler på båden, og det var selvfølgelig synd for hende, syntes vi. I mit stille sind tænkte jeg, at hun vel kunne have pakket dem bedre, vel vidende at mine egne sad godt og sikkert i et enkelt rem uden på rygsækken.. Imorges kunne jeg så konstatere, at jeg heldigvis stadig har den venstre, den højre var derimod fraværende på det eftertrykkeligste. Poetisk retfærdighed eller ej, ærgerligt var det, også fordi man vel ikke kan regne med at finde støvler i størrelse 48 i et land, hvor folk generelt er under 1.70. Men på omtalte Kao San Road var der minsandten en butik, hvor man for 700 kr. kan få håndsyet et par seje læderstøvler på en uge. Så alt er ikke tabt - jeg var glad for de gamle, specielt, indser jeg nu, stod den højre mig nær, men tabet er til at komme over.

Her til aften var vi på et eller andet turistpolitikontor for at rapportere 'the incident', men en ventende australier fortalte, at der ikke ville ske nogetsomhelst. Jeg fik et papir, som jeg måske kan bruge i forsikringsøjemed, men andet sker der næppe. Imorgen tager vi videre til Petchaburi, tror jeg det hedder.

28. januar

I Bangkok fik Jakob taget mål til et par håndlavede læderstøvler. Meget seje, og skønt at føle sig i fagmandshænder. Herefter tog vi til Petburi (som også hedder Petchaburi) og fandt et ikke specielt charmerende hotel ved floden. De mange hunde så bidske ud, og Kamilla spurgte damen "They don't bite, do they?" "Only some of them", var svaret.

Ellers var stedet hyggeligt. Vi gik uden for byen og tog en lille togbane op på toppen af en bakke, hvor der lå et tempel. På toppen var der en masse små, søde aber, og da en af dem så Kamillas (hidtil eneste) Magnum-is, hoppede den ugenert op og bemægtigede sig den (og gav Kamilla abefobi). Straks kom resten af flokken til og omringede os, og den store han hev fat i Jakobs bukseben og ville ikke lade os gå videre. Vi ofrede en Sprite-sodavand.

Thailand 6. Geskæftig abe i Petburi.

Iøvrigt var udsigten fra toppen flot, og templet var såmænd også. Der var meget få hvide og næsten ingen skilte på engelsk. Folk var venlige og nysgerrige, en tur i et supermarked var en oplevelse, fordi alle gloede uhæmmet. Dagen efter gik vi en rundtur til byens 6 templer; specielt en khmer-ruin fra det 12. århundrede imponerede. Siden videre med lokalbus (hvor et højrøstet fjernsyn i 4 timer viste en Thailandsk sitcom, hvor stjernen var en tyk 10-års knægt, som sang og dansede jævnligt) til Hua Hin, som ikke var helt som håbet: der var meget turistet, og vi tog videre dagen efter - men om aftenen lod vi os rive med af charterånden og åd pizza og italiensk is.

Herfra til Prachuap, hvor der igen kun var få hvide mennesker. Der var en fin strandpromenade med en smuk udsigt til bugten og nogle klipper, og i den ene ende var igen en bakke med et tempel. For foden var der et springvand, hvor en gruppe aber boltrede sig og morede sig med at springe i fra træerne rundt om. På toppen i templet mødte vi nogle novicer fra det lokale munkekloster, som vi snakkede med, og nogle pigebørn ville have billeder med den høje falang (thai for ’europæer’. Kommer sikkert af 'french', for de kan ikke sige 'r' og siger 'l' istedet).

Thailand 7. Drypstenshule i en nationalpark nord for Prachuap.

Thailand 8. Den smukke bugt på vestkysten, Ao Nang.

Om aftenen spiste vi fantastisk mad på et natmarked for 7 kr. alt inklusive - Jakob sluttede med skøn kokosnøddeis. Dagen efter tog vi med en lokal beboer på et tur til en nærliggende nationalpark. Første stop her var et udsigtspunkt, som vi nåede efter en halv times hård klatring. Om eftermiddagen nåede vi en fabelagtig drypstenshule, stor som en domkirke og med en trone til kongeparret i den inderste hule, som blev belyst skråt ovenfra gennem et hul i taget. Betagende smukt.

Så nåede vi til Ao Nang, en bugt med utrolige klippeformationer: limstensklipperne er højere end de er brede og ser næsten naturstridige ud, som de rager lodret op af det klare vand. Vi var på en pragtfuld snorkletur til nærliggende øer, og da vi nåede første snorklested, sagde bådføreren med et stolt og glad udtryk i ansigtet, idet vi satte foden på kanten for at hoppe i: "Many sharks". Thaierne er pålidelige folk, og der gik derfor kun ganske få minutter, før vi så en af disse revhajer, kun vel 5 meter væk gled den aristokratisk forbi langs koralvæggen, ca. halvanden meter lang. De gjorde selvfølgelig ikke noget, og vi kunne derfor nyde

halvanden times skøn snorkling over smukke koraller, som lyste i alle farver, når sollyset ramte dem. Vi så også en kæmpe lyserød gople, som andre fisk spiste lystigt af. Den kunne ikke rigtig slippe fra dem, den stakkel, hurtige er gopler jo ikke.

Frokosten blev indtaget på den smukkest tænkelige strand med flere af disse utrolige klipper til alle sider og helt klart vand og hvidt sand. Mere snorkling på det her noget lavere vand afslørede en lidt mere fjendtlig beboer af revet: en lille nævenyttig satan af en territorial fisk, som nappede os i benene hele tiden, hvis man ikke sparkede dem væk. Besynderlig følelse, men resten af fiskene var stadig flotte og i alle regnbuens farver - specielt sjovt, når man pludselig befandt sig midt i en stime zebrafisk og vendte rundt, så de sindige fyre svømmede tæt forbi snorklemasken til begge sider rundt om en. Der var mange turister i Ao Nang også, forståeligt nok, og vi er nu i Krabi tæt ved for at maile og slappe af, inden vi tager sydpå mod Malaysia. Har netop været på dansk cafe og spist hotdog og ostemad.

3. februar

Siden Krabi har vi været i Trang, en ikke specielt charmerende by, hvor vi var en nat. Dagen efter tog vi, nærmest lidt på et slumpetræf, ud til øen Koh Hai - og det viste sig at være en god ide.

Thailand 10. Første indtryk af Koh Hai ud for den sydvestlige kyst.

Pragtfuldt luksussted på super strand - og så billigt, at vi længe ikke helt turde tro på, at der ikke til sidst ville komme en grim & hemmelig ekstraregning på etellerandet. Men nej, vi boede i en fin bungalow _på_ stranden for 60 kr. og blev vartet op; således var der folk ansat til at fjerne de blade, som dalede ned omkring liggestolene på stranden. Ligesom de også skulle rive sandet, så stolene stod lige. Vandet var det klareste, vi endnu har set, og det fedeste var, at man kunne svømme 50 meter ud, og så var man over et smukt koralrev. Yderligere 10 meter, så blev det pludselig dybt, og korallerne sad så på den lodrette væg ned i dybet så langt, som man kunne se. Det var ikke snorkling i to dimensioner, som det plejer, når man plasker rundt i overfladen og kigger ned, det var i tre. Meget imponerende.

Thailand 11. Vores strand på Koh Hai.

En af dagene var vi på en bådtur. Dels snorkling, hvor vi endnu en gang så de smukkeste og mest farvestrålende koraller endnu, og dels en svømmetur ind i en komplet mørkelagt grotte eller tunnel, som strakte sig ind i klippen direkte fra havet. Spændende at svømme derind i mørket - specielt med den besynderlige lugt, der syntes at komme fra det ikke-så-langt-væk huletag, og som nogen mente måske kunne stamme fra flagermus. Nå, vi kom uskadt ud på den anden side, hvor tunnellen endte i en slags skjult dal eller kløft, cirkelrund og med lodrette og 100meterhøje klippevægge bevokset med jungle. Ret utroligt og mystisk - hvordan er der mon opstået, sådan en fyr, et stort hul i en lille klippeø på det åbne hav?

Vi havde tre dejlige dage på Koh Hai, før vi tog videre. Vi havde bestemt os for at tage en 'klappedag': en dag, hvor en masse ting gerne skulle klappe. Derfor: båd kl. 8 fra Koh Hai, taxaminibus til Trang, bus til Hat Yai, bus derfra til Malaysias grænse, hvor vi kunne gå over, vende rundt på hælen i Malaysia og få de nødvendige stempler, så vi nu kan blive 30 dage mere i Thailand. Siden med bussen tilbage til Hat Yai, og endelig om aftenen, kun en time senere, bookede vi en nat-minibus til Bangkok, en tur på anslået 12 timer. Turen viste sig at skulle gøres med et usædvanligt uhumsk individ, som viste sig at skulle indtage pladsen bag Kamilla. I mørket i bussen var det til en vis gene, at man kunne høre ham spytte uden at kende spytklatternes bestemmelsessted. Herudover havde han en ånde, som mindede ubehagelig meget om tykflydende abrikoslikør eller lignende, og som han vedblivende sendte ind over sæderne til os. Da aircondition'en samtidig svigtede jævnligt, var det ikke udelt en fornøjelse at køre den første times tid.

Efter 20 minutter fik vi iøvrigt det første stop: chaufføren skulle lige have sig et par miniflasker brændevin til turen. Ham og afløseren havde et meget liberalt forhold til færdselsreglerne; ikke sjældent fandt vi os midt i en overhaling op ad bakke _på_ midterstriben mellem vores offer og en modkørende lastbil, der pludselig havde vist sig. Efter et par timer blev alt dog bedre, og resten af natten forløb udmærket. Kl. fem fik vi endda en oplevelse mere med på vejen: vi blev vækket af et gigantisk tordenvejr, det uden sammenligning største, vi nogensinde har set. Regnen så ud, som om den blev hældt mod ruden fra store spande - en sidevej var så oversvømmet, at vandet gik bilerne til op over hjulkapslerne - og periodevis var der ikke engang et sekund mellem lynene. Meget fascinerende.

Imorges ankom vi så til Bangkok til vores faste base her, Shanti Lodge, det meget hyggelige hotel, som vi har fået anbefalet. På 25 timer har vi således været i Malaysia og Bangkok - så alt klappede, som det skulle. Planen er nu at få visum til Laos og Vietnam, men det kunne lyde som om, at det bliver lidt dyrere end forventet. Om en uge er vi på vej nordpå, og om måske 10 dage tager vi ind i Laos, tror vi nok.Om et par timer henter vi de første 180 billeder fra fremkaldelsen. Kryds venligst fingre; der er formodentlig som sædvanlig flere, end der er gode.

13. februar

Sidst, I hørte fra os, var da vi var i Bangkok d. 3. Om eftermiddagen hentede vi fem film, men billederne viste sig desværre at være meget skuffende; alle de flotte blå farver på strandbillederne var væk. Siden har Jakob været mere besindig på aftrækkeren.Vi gik lidt rundt og checkede visumforholdene til Laos og Vietnam men enedes efterhånden om at droppe Laos af forskellige årsager. Derfor købte vi dagen efter flybilletter til Vietnam for knap 1600 kr retur pr. person, ikke galt synes vi. Vi flyver d. 18. til Saigon og retur til Bangkok fra Hanoi d. 17. marts. Samme dag var vi på en bådtur op ad en af sidefloderne til Chao Phraya, floden gennem Bangkoks centrum, en ganske spændende og afslappende tur langs huse bygget på pæle ude i vandet og med bådboder, der falbød frugt og drikkevarer, badende børn og voksne og gamle koner, som fik sig en lur i hængekøjen. Om aftenen gik vi ud til et stort shoppingcenter og så "Ronin" i biffen. Den var god (hvor 'god' er gennemsnittet af vores meninger).

Endelig dagen efter hentede Jakob sine håndsyede støvler. Efter et par ganges sidste-tilpasning passer de nu næsten perfekt og er fantastisk seje. D. 6. tog vi så en lokalbus vestpå til Kanchanaburi. Området er kendt, fordi japanerne under krigen lod lokale kulier og krigsfanger bygge 'Death Railway', en forsyningslinie gennem Thailand og Burma. 16000 krigsfanger omkom under det brutale arbejde - men 90000 lokale gjorde også, og det hører man ikke så meget om. Arbejdet er som bekendt skildret i krigsfilmen "Broen over floden Kwai", og vi gik os da også en tur over broen. Om eftermiddagen så vi et udmærket lille museum, som var indrettet i en kopi af en af de lange bambushuse, som fangerne boede i. Gribende og rystende at se bl.a. de tegninger, som de havde lavet under opholdet.Vores hotel var overrumplende billigt og alligevel fortræffeligt med bord, stole - og TV! Så vi zappede lidt rundt ind imellem uden at finde andet end thai-serier og en lejlighedsvis gang engelsk fodbold.

Det viste sig at være godt, at hotellet var rart, for Jakob tog sig halvanden sygedag med lidt feber (drømte bl.a. om Thorkild Demuth), før vi tog på en dejlig endagstur d. 9. Først ud til et berømt pas på jernbanelinien, Hellfire Pass, hvor arbejderne måtte skære en veritabel skive af et bjergmassiv ud, stort set med håndkraft alene. Der var også et glimrende australsk/thailandsk museum til minde om de australske krigsfanger.

Derfra kørte vi til en varm kilde og endte så i en landsby beboet af Karen-folk, et bjergfolk og en af Thailands etniske minoriteter. Frokost - og så elefantridning ud i omegnen, over stok og sten og gennem vand. I magsfart; undervejs blev vi overhalet af en fodgænger. Vores elefant virkede ikke helt under kontrol under hele ridtet men var alligevel yderst charmerende. Og åd adskillige træer i forbifarten. Begrebet 'tykhud' er forøvrigt aldeles dækkende, det føles som tykt læder. På vej hjem stoppede vi ved et lille vandfald, hvor alle blev våde, også dem, der egentlig prøvede at styre sig.

Thailand 12. Elefantsafari i nærheden af Kanchanaburi; billedet er taget fra elefantryg.

Sidste dag i Kanchanaburi tog vi bussen ud til Erawan National Park og Erawan-vandfaldet. Det falder i syv trin, og vandringen til toppen går hele tiden langs vandet, så man kan nyde det grønne, klare vand og alle de meget store fisk, som lever i de bassiner, som var ved hvert 'mellemfald'. Meget smukt hele vejen op, og på toppen kunne vi så hoppe i og få en velfortjent dukkert i koldt, forfriskende vand.

Dagen efter var en busdag; tre forskellige busser gennem nydelige landskaber før vi endte i Lopburi, nord for Bangkok et sted, vistnok. Her beså vi nogle gamle khmer-ruiner og kiggede på de mange aber, som huserede overalt, og om aftenen tog vi så et nattog til Chiang Mai i nord. Her kom vi til igår morges og blev straks shanghai'et til et guesthouse, som viste sig at være endnu billigere og bedre end i Kanchanaburi. Ikke TV men varmt vand og badekar! Byen er hyggelig, og vi brugte resten af igår på at trisse. Så lidt tempel, shoppede og gik igen i biffen. Desuden undersøgte vi mulighederne for at tage på trekking. Der er uendelig mange bureauer, som allesammen tilbyder de bedste ture til de mest øde steder og bjergstammelandsbyer, og flere havde taknemmelige anbefalelsesbreve hængende fra glade gæster.

Ja faktisk havde to bureauer det samme brev hængende, hvor guidens navn så var passende udskiftet. Det endte med (af andre grunde), at vi besluttede at droppe trekkingen - vi fik en smagsprøve fra Kanchanaburi. Dog havde vi en god snak med en tysk rejsefyr om aftenen, og han tilbød nogle spændende ture over mod Burma til bl.a. de hersens longnecks, den stamme, hvor kvinderne får en ny bronzering om halsen hvert år, til deres halse er 40 cm høj. Manden var befriende ærlig og fortalte, at alle de stammefolk, man kan besøge, er mærket af turismen, og specielt er

de der longnecks-besøg et rent cirkus: børn på fem år får besked på at tage ringe på for turisternes skyld, og der sælges flere postkort, end der gøres hvad nu de end plejer at gøre. Desværre var hans ture meget dyre, men det var rart at høre fra en insider, at man ikke går glip af noget oprindeligt og uspoleret. Og elefantridning (og bambusflåde-rafting) osv. har vi jo prøvet.

Idag besøgte vi byens udmærkede zoologiske have og grinede bl.a. længe og inderligt af aber og flodheste - de sidste lod sig fodre, så man kunne se deres ualmindelig specialist-krævende tandsæt. Planen er nu at tage en dag til i Chiang Mai og leje cykler og så tage bussen 5 timer sydpå til Sukhotai, stavet vistnok sådan. Og altså flyve til Vietnam d. 18. - om under en uge.

Den sidste dag i Chiang Mai lejede vi cykler og kørte ud af byen for at finde en sø. Det var ret svært og vi fik lært at udtale navnet, for vi måtte spørge os for en del gange, og eftersom Thai er et tonalt sprog, så nytter det ikke at sige stavelserne rigtigt, man skal også synge navnet på den rigtige melodi.

Næste morgen tog vi en tidlig bus ned til Sukhotai, 7 timer nord for Bangkok. Det er Thailands første hovedstad, og ruinerne er ind imellem meget velbevarede og smukke, og hele området var dejligt at vandre rundt i. De mindede lidt om jungleruinen fra tegnefilmen "Junglebogen".

Thailand 15. Tempelruin fra Sukhotai.

Vi tilbragte halvanden dag med et par forskellige ruin-

steder - og lejede også en elefant til at ride os gennem området. Særdeles skikkeligt og sympatisk dyr og en fed måde at se tingene på. Om aftenen skulle vi fordrive tiden indtil natbussen til Bangkok gik, og det gjorde vi bl.a. på en karaoke-bar. Meget speciel oplevelse, hvor 'værtinderne' gik rundt og sørgede for de mandlige gæster.

V i e t n a m

19. februar

Efter en afslapningsdag i Bangkok fløj vi til Vietnam igår. I flyet sad vi ved siden af en flink hollænder, som vi senere delte en taxa til byen med. Og hvilken taxa - manden vidste alt om europæisk fodbold, bl.a. at Danmark vandt EM i 92. Og han kendte sågar John Jensen. Meget hyggelig fyr som skæmtede og gjorde ved, efter eget udsagn fordi vi præcis ankom midt i det kinesiske nytår, som fejres en lille uge hvert år. Vi lejede os ind på samme glimrende guesthouse som hollænderen, Herbert på 58, og vi var dårlig kommet ind ad døren, før vi af værten blev budt på nytårskur med vin ("Bottom up! Bottom up!") og slik. Meget gæstfri, og pudsigt at hilse på familie og venner, som kom forbi og sagde godt nytår.

Om aftenen gik vi ud og spiste med Herbert, som er en sand kosmopolit. Han er journalist og forfatter og har vitterlig rejst over hele jorden - og mange af landene har han endda besøgt adskillige gange. Således er dette hans 6. gang i Saigon - heldigt for os, for han kan selvfølgelig fortælle en masse spændende historier og give gode tips. Utrolig flink og interessant fyr; han er ved at skrive en bog om Mekong-floden og har derfor rejst langs floden i flere omgange.

Under middagen købte vi nogle bøger af en af de mange gadehandlere, bl.a. Lonely Planet's guide om Vietnam. Alt er ufattelig billigt, og bogen kostede knap 40 kr. - mod over 300 i Danmark. Det skal nævnes, at bøgerne er fotokopierede side for side, men kvaliteten fejler ikke noget. Vi gik trætte i seng, ganske mætte af indtryk. Gaden vi bor på har mange backpackers, men alligevel er der et tydeligt lokalliv rundt om turismen. En lille tur rundt om blokken gav et indblik: tiggere, cykeltaxier, folk der bor på gaden, krigsinvalider og børn, der besørger deres nødtørft på fortovet. Man bliver ofte antastet af folk, der vil køre en et sted hen eller sælge noget, men man vænner sig til at smile og sige nej tak eller bare at ignorere det.

Idag har vi så tilbragt med at vandre rundt i byen. Kolonitiden har sat tydelige spor, og der er et utal af smukke, franske bygninger. Vi fik baguettes til morgenmad og nød i det hele taget stemningen. Man føler sig ganske hensat til kolonitiden og venter halvt om halvt at møde Catherine Deneuve fra "Indokina" om næste hjørne. Trafikken er om muligt endnu mere kaotisk end i Bangkok. Herbert læresætning "Don't look left, don't look right, just cross!" fungerer; på magisk vis åbner der sig en lille lomme rundt om en, idet knallerter, biler og cykeltaxier snor sig udenom. Man kan tilsyneladende selv skønne, om man vil holde for rødt, og på flere store pladser er der trafik i alle retninger, samtidig. Men man lukker øjnene og går langsomt ud i det, og endnu har vi da ikke fået skrammer.

Vietnam 1. Kaotisk rundkørsel i Saigon.

Vi gik forbi Notre Dame, en katolsk kirke midt i byen, før vi endte på et krigsmuseum, "War Remnants Museum". Det var en ganske modbydeligt rystende oplevelse pga. de mange fotos, som beklædte væggene. Man vidste godt, at amerikanerne (og også Vietcong'erne) gjorde forfærdelige ting, men billederne var så eksplicitte, at man næsten blev dårlig. For at nævne et eksempel var der et af tre stolte soldater, som poserede, støttende armene på de afskårne hoveder af to VC'er, som lå foran dem. Plus adskillige af så vanskabte spædbørn (som følge af Agent Orange-giftgassen, som amerikanerne brugte), at det overgik enhver gyserfilm; et med ingen øjne og næse men tre munde, f.eks. Ubeskrivelig forfærdeligt; det er sjældent, at et museum har gjort så stort et indtryk.Vel ude igen slentrede vi hjemad gennem franske alleer til vores egen gade, hvor vi straks bookede en tur til Cu Chi-tunnelerne imorgen, et tunnelsystem benyttet af Vietcongerne under krigen. Mere om det og en planlagt tur til Mekong-deltaet senere. Igår spiste vi middag for den beskedne sum af 75000. Hvilket vistnok er under 40 kr. - vi blev halvmillionærer, da vi vekslede 20 dollars til den lokale valuta.

24. februar

For nogle dage siden var vi på en dagstur ud til Cu Chi-tunnellerne, et netværk af underjordiske gange bygget af Viet Cong-guerillaer. Under krigen levede 16000 guerillaer under jorden i lange perioder, mens amerikanerne beskød området ovenover.

Man kunne forsøge sig med at kravle ned gennem en indgang i original størrelse, men det lod sig ikke rigtig gøre, så smal var den. Derimod kunne vi være i nogle rekonstruerede gange - men de var også i dobbelt størrelse. De oprindelige var kun 60x80 cm. Og selvom man for så vidt havde nogenlunde plads, var det stadig en ret klaustrofobisk oplevelse at kravle 100 meter under jorden.

Der var også et lille museum, hvor vi så en helt overdrevet progandistisk film; det var både grinagtigt og uhyggeligt, som den ensidigt hyldede forskellige Viet Cong'er for at slå så og så mange amerikanere ihjel, samtidig med at den anklagede amerikanerne for at bombe skoler og ødelægge det paradisiske landskab, som det fredselskende vietnamesiske folk ellers benyttede til at tage på søndagsture i. Aftenen var den sidste af tre sammen med Herbert, et virkelig yderst spændende bekendtskab (han fortalte bl.a. om en gang, hvor han i Yemen var blevet barberet hos en barber, hvorunder barberen fik et epileptisk anfald!)

Nå, herefter fulgte tre skønne dage i Mekong-deltaet. Heldigvis var vores tur-gruppe lille, kun fire andre og alle vældig flinke. Og guiden var også en rar fyr, som bl.a. berettede om de to gange, hvor han havde forsøgt at flygte fra Vietnam i båd. Begge gange jo altså forgæves og begge gange med fængsel til følge - plus, at han nu ikke kan få nogen gode jobs, fordi hans papirer afslører ham (han havde også to onkler, der kæmpede for Sydvietnam).

Vietnam 3. Legesyge børn i Mekong-deltaet.

Forskellige bådture på de mange bifloder og selve Mekongs to hovedgrene, langs til tider hyggelige og til tider meget primitive (og til tider begge dele) hytter befolket bl.a. af vinkende og råbende børn, et enormt flydende marked og besøg i en risfabrik, som benyttede en Storm P.-himstregims af en træmaskine til at tærske(?) risen.

Vietnam 4. Til flydende marked på Mekong-floden.

Og så også et bassin med toiletfisk, fisk der opdrættes og sælges som delikatesser, og som lever af .. afføring. Hvorfor husets toiletter var tønder placeret umiddelbart over bassinet. Vældig billige i drift var fiskene.

Også en visit hos en af de 54 etniske minoriteter i Vietnam, Cham-folket. Venlige og smilende var de, og de viste os, hvordan den fiskesovs bliver lavet, som spises over hele landet (og som vi prøvede dagen før..): små fisk blandes med rismel og salt og henstår så i en måned - altimens fluerne lægger deres mange muntre æg i blandingen. Siden koges det hele så godt sammen (dvs. inklusive de mange, mange maddiker), og til sidst filtreres sovsen fra og sælges direkte. Jojo.

Vietnam 5. En handel på det flydende marked klares direkte over rælingen. Den sorte båd bagest er en husbåd.

Vietnam 6. I bassinet: toiletfisk. Over bassinet: toilettet.

Vietnam 7. Skolestue i Mekong-deltaet. Ho Chi Minhs portræt hænger på sin plads over tavlen.

Vietnam 8. Trængsel på markedet. Ikke et smart sted at være 1.90.

Vietnam 9. En hel by af flydende huse. Mekong-deltaet er en verden for sig.

I gamle dage var det højeste mode at have røde tænder, og man kan derfor stadig se gamle koner, der tygger på en eller anden frugt, som giver tænderne den fashionable røde farve. Iøvrigt er skikken på vej til at dø ud. En aften besteg vi Sam Mountain tæt på Cambodia. Inden den smukke solnedgang fik vi et fantastisk kig ud over det pandekageflade landskab af grønne rismarker gennemskåret af kanaler og bjergene ved grænsen syv km. væk. På toppen stod der ved gud en ufattelig kitschet model af Eiffeltårnet, komplet med kommunistisk rød stjerne på toppen og tivolihest ved siden af.

Mens vi spiste lokal mad hos en privat familie, foranstaltet af guiden, blev vi pludselig afbrudt af et "I don't believe it!" - Herbert boede lige om hjørnet og sluttede sig til selskabet for en aften. Meget hyggelig overraskelse, også noget hyggeligere end den tåbelige dansk/amerikanske kælling, som også dukkede op og straks satte sig selv i scene på den vildeste måde. Og også lidt hyggeligere end den lystige rotte, der gæstede stedet mellem vores ben, sådan stort set.

Idag har vi været på et historisk museum, som var ganske spændende og informativt, specielt måske for dem, der forstår sig på vietnamesisk. Højdepunktet var en forestilling med water puppets, en 1000 år gammel skik. Det ligner almindeligt dukketeater, men det foregår i vand. Både vældig sjovt og imponerende. Vi kom hjem med en cyclo, en cykeltaxi drevet af en svedende stakkel. Hyggeligt, og lidt mere økologisk end de forurenende tuk-tuk'er i Bangkok. Han fik sine 2 dollars og tak til. Ind imellem måtte man holde vejret, når han krydsede tværs gennem en rundkørsel. Imorgen tager vi bussen til Nha Trang, det vil tage godt ni timer og give hævede fødder. Men vi valgte det istedet for et nattog, fordi man så samtidig kan sidde og betragte det fascinerende og ualmindelig frodige landskab. Hvad er der i Nha Trang? Der er strand, og det er der nogen af os, der efterhånden trænger til.

15. marts 1999

Det er længe siden sidst; så længe, at det kniber med at huske, hvad vi
har skrevet. Så vi starter med slutningen på turen til Mekong-deltaet.

På vejen hjem gjorde vi nemlig et stop ved et sted, hvor de havde en fire meter lang python-kvælerslange på 80 kg. Fantastisk dyr, som nogen havde stor fornøjelse af at holde på og løfte i, mens andre holdt en afstand, som umuliggjorde enhver retfærdig bedømmelse, muligvis pga. guidens historie om, at en tilsvarende slange året før havde slugt en 34-årig mand i Malaysia.

Når vi nu er ved slangerne, så laver de slangevin hernede: stærk alkohol i en flaske, som så fyldes halvt op med døde slanger. Det skulle være så godt for ryggen men smager ikke af andet end stærk sprit. End ikke de små slangefragmenter. (Toiletfisk, derimod, smager godt).

Nå, vi tog en minibus til Nha Trang op ad kysten. Vi kørte kl. 7, og de
lovede os, at vi ville være fremme kl. 14, men det holdt ikke helt.
Faktisk var klokken lidt tættere på 19.30. Men turen var smuk og førte
gennem rismarker og små veje, hvor oksekærrer og cykler dominerede. Nha Trang har en strand. Der lå vi nogle timer dagen efter, hvilket var
tilstrækkeligt til endnu en solskoldning. Men stranden var dejlig, og der
var bølger på vandet. Og byen havde også en aldeles fabelagtig
indisk restaurant. Andendagen i Nha Trang var grå og regnfuld, så vi gik
op og så nogle gamle ruiner fra Cham-kulturen, 7. til 12. århundrede.

Endnu en lang, drøj men smuk minibustur senere var vi i Hoi An. Denne gang var vi kørt igennem bjerge ad serpentinersving med bratte fald ved siden af den smalle vej; fantastiske udsigter i timevis.

Vietnam 11. Den overdækkede bro i Hoi An, oprindelig bygget 1593.

Netop denne aften var der en slags festival i byen, så alle var af huse, og gaderne var oplyst af kinesiske rislamper hængt op under tagene. Vi slendrede rundt en times tid og fik et indtryk, som blev bekræftet de følgende dage: Hoi An blev aldrig bombet under den amerikanske krig, og derfor er et utal af smukke, historiske huse fra dens tid som handels-centrum bevaret.

Vietnam 12. Typisk gadebillede fra Hoi An.

Der er f.eks. bygninger med kinesisk, japansk og portugisisk præg, bl.a.
en skæg, overdækket bro over en lille sideflod, bygget i 1593 af japanske
handelsfolk, som havde slået sig ned i byen. Derudover er der et andet
kendetegn ved Hoi An: der er myriader af skrædderværksteder; det virker
som om, at der er flere end en på hvert gadehjørne. Vi havde bestemt os
for at kigge lidt men ikke købe alverden, og vi nøjedes derfor med at få
syet en uldjakke, en fløjlsjakke, en ruskindsagtig jakke, to skjorter i
japansk silke (efter eget design!), et par silkebukser og to par under-bukser. Ikke noget at tale om. Og til billig penge, skjorterne kostede f.eks. 8 dollars stykket.

Vietnam 13. Grønne Vietnam: der er rismarker overalt uden for byerne. Billedet er fra en cykeltur uden for Hoi An.

Den sidste dag lejede vi cykler (igen til ingen penge, 5 kroner for to
cykler en hel dag) og kørte ud på landet. Kun få kilometer uden for byen
begyndte rismarkerne, som vi hidtil kun havde set for alvor fra busserne,
og nu kunne vi dreje ned af tilfældige grusveje og komme ud blandt meget lokale lokale og se dem arbejde med vandbøflerne osv. Alle var nysgerrige, ungerne løb efter os og havde et par gange held til at hoppe bag på cyklerne og få et lift nogen meter. Og et sted, hvor vi var stået af for at fotografere, passerede en gammel mand os på cykel og sagde i
forbifarten til os, som det første og sidste, "Good bye", hvorefter han
fortsatte med rank ryg uden at vende sig, tilsyneladende stolt over at have ført en konversation med de fremmede.

- Og så blev Hoi An stedet, hvor Jakob mødte den obligatoriske
gymnasiekammerat (Kirsten M. fra 3.a, hvis nogen skulle være
interesseret).

Vietnam 14. En oksekærre er et almindeligt transportmiddel på landet i det fattige Vietnam.

Vi tog videre mod nord langs kysten med taskerne fyldt til randen med nyt kluns. Igen minibus, og igen en pragtfuld rute, bl.a. over et bjergpas med forrygende kig til to sider. Først på eftermiddagen ankom vi til Hue, som tidligere var hovedstad under Nguyen-kejserdynastiet i 18- og 19-hundredetallet. Byen havde også fået et solidt fransk kolonistempel,
og der var mange meget skønne bygninger som f.eks. National School, hvor adskillige prominente vietnamesere har gået, Ho Chi Minh selv inkluderet. Eftermiddagen sluttede med et cafebesøg, hvor vi læste Ekstrabladet og BT.

Næste dag tog vi på en lang bådtur op ad Perfume River med forskellige
sight seeing-stop. Thien Mu-pagoden, grundlagt i 1601, var imponerende og husede den bil, som munken Thing Quang Duc kørte til Saigon i, før han brændte sig selv levende i protest mod det sydvietnamesiske styre. Det dramatiske pressefoto af ham omspændt af flammer var der også (og pryder vistnok coveret til Rage Against the Machine's første plade). Frokosten blev indtaget om bord, og så var det tid til at bese kejser-gravene. Båden lagde til kaj - men ikke helt "ved kejser Khai Dinh's gravmonument" som annonceret, så vi måtte punge lidt ekstra ud for at sidde bag på et par motorcykler for at komme derind. Men det var det værd. Monumentet lignede nærmest Versailles i stil og var bygget på en bakkeskråning inde i junglen.

Vietnam 15. Imposant gravmonument over Vietnams tidligere kejser, Khai Dinh.

Khai Dinh var kejser (accepteret af kolonimagten) i starten af 1900-tallet, og hans gravmonument er derfor stærkt inspireret af fransk arkitektur. Bygget over 11 år tog det sig meget storslået og smukt ud. Tanke-vækkende, at det klasseskel, som kommunismen erklærer at have
udryddet, og som i fortiden bl.a. ytrede sig i, at en elite kunne
tvangsudskrive arbejdere i tusindvis til sådanne kæmpeprojekter, idag
består som et skel mellem befolkningen og Partiet og dets tilknyttede og
ansatte. Det koster fem dollars at se monumentet, en uhyre sum for de
lokale, men ingen af pengene går formodentlig til den bondestand, som
byggede det. Der var et par monumenter til, men det første var det mest
imponerende. Om aftenen, mens vi ventede på nattoget til Hanoi, spillede vi lidt kort med en cafedame, som lærte os det spil, som spilles på gader og stræder over alt i Vietnam. Sjovt nok spillede ingen kort i Thailand, mens alle gør det her.

Togbilletterne var over dobbelt så dyre som de tilsvarende busbilletter,
men vi havde besluttet os for at prøve toget, også for at få en god nats
søvn, hvilket er komplet umuligt på de hullede landeveje. Men vores
køjer viste sig at være ualmindelig ulækre, oversåede med døde og
døende insekter i stort tal, hvis levende kammerater sværmede muntert om neonrøret. Heldigvis blev lagenerne skiftet og lyset slukket, og lidt
efter lidt fløj faunaen ud i den oplyste gang, så vi fik sovet lidt i
gnisterne fra den udtjente ventilator, der klyngede sig til loftet. Den
døde en stille død i løbet af natten; den virkede i hvert fald ikke
længere om morgenen, og ingen havde slukket den.

Vietnam 16. Med cykeltaci ('cyclo') gennem gaderne i hovedstaden Hanoi.

En cyclo bragte os gennem Hanois morgentrafik til vores glimrende
gæstehus, hvor vi har boet lige siden. Efter indcheckning gik vi en tur
gennem det gamle kvarter. I 1000 år har kvarteret været inddelt i stræder efter erhverv, så vi bl.a. kunne gå igennem gravstensgade, skogade og striksweatergade. Vældig hyggeligt og spændende - lige til vi hørte en cyklist blive væltet på en større gade. Han kom ikke rigtig til sig selv igen, og vi passede ekstra på de følgende timer, når vi krydsede
gaderne, for trafikken er virkelig meget kaotisk. Man må gå direkte ud i
strømmen af motorcykler og cykler i et jævnt or roligt tempo og så med
øjnene signalere, hvor man regner med, at strømmen skilles.

De følgende tre dage var vi på tur til det uforligneligt smukke Halong
Bay øst for byen. Lidt samme slags landskab som omkring Ao Nang i Thailand men limstensklipper, som stikker lodret op fra vandet, men her var der mange flere af dem, et helt utroligt landskab. På førstedagen var det gråt og meget tåget, men det gav bare oplevelsen en lidt spøgelsesagtig og tyst dimension. Og på hjemvejen var det sol, så vi fik set det hele i to slags lys. Guiden på turen var iøvrigt usædvanligt uduelig. På andendagen skulle vi gå et af to forskellige slags trek - vi havde betalt for det lange, men det havde vores "good english speaking trekking guide" ikke fattet (idet han ikke forstod ordet 'trek'), hvorfor vi var nødt til at vente to timer på en anden gruppe og betale ekstra for at komme med. Vi fik dog pengene igen uden bøvl, da vi kom tilbage.

Dagen efter, tilbage i Hanoi, gik vi rundt og så os omkring sammen med et par bornholmske søstre, som vi mødte på turen. Ho Chi Minhs balsamerede lig ligger (eller gør det? Måske var det en dukke) i et imposant betonmausolæum, og vi stillede os i en 1000 meter lang kø sammen med vietnamesere, der i stiveste puds ville ind og ære deres næsten-afgud. Meget højtidelige og strikse uniformerede vagter sørgede for, at der ikke kom huller i den dorsk fremvraltende kø, så man fik kun et halvt minut i selskab med liget. Som godt kunne have været fra Madame Tussaud's.Bagefter så vi Temple of Literature, Vietnams

første egentlige universitet, stiftet i 1070.

Så var det afsted på fire-dages tur til bjergbyerne Sa Pa og Bac Ha i nordvest helt oppe ved grænsen til Kina sammen med de søde bornholmersøstre. Lange busture, men tilsvarendespændende besøg hos etniske minoriteter i farvestrålende dragter. Den første dag stoppede vi i en landsby beboet af 200 sjæle fra Flower Hmong-folket; de var meget venlige og nysgerrige (og tiggede ikke, hvorfor vi tror på, at de ikke ser vanvittig mange turister).

Vietnam 18. Gammel, grinende Flower Hmong-kone i sin landsby.

Om aftenen i Sa Pa så vi en demonstration i traditionel dans og musik. Vores vestlige ører fandt det umiddelbart grimt at høre på, men man vænnede sig til det; de sang med spinkle og meget høje stemmer tilsyneladende uden melodi og uden sammenhæng med den ledsagende musik - men det var helt fremmedartet og spændende.

Vietnam 19. Farvestrålende og nysgerrige unger fra Flower Hmong-stammen.

Vietnam 20. Flower Hmong-folk.

Man (Jakob - pga. bakkenbarterne?) blev jævnligt tilbudt opium og

marihuana og ved en enkelt lejlighed en ordentlig kleppert af en kniv af lokale næringsdrivende, men de gamle koner, der i deres egne dragter - meget - pågående forsøgte at sælge turisterne vævet tøj og tasker og hatte, havde mere held med sig, og vi købte igen en del. De var emsige på en så sød måde, at man kun kunne holde af dem og deres tandløse handelsgrin.

En aften spiste vi sammen med et pudsigt amerikansk-canadisk par: hun var kok og han var tryllekunstner, og desuden havde de deres eget TV-rejseshow, som de var ude for at filme til i disse måneder. Spøjse & talende mennesker.

Vietnam 21. Smukt sceneri i bjergene ved Sa Pa; besøg hos en lokal stamme med handelstalent.

I Bac Ha så vi et lidt mere uturistet marked; der var masser af heste i
den lille bjergby i 1200 meters højde, og markedet var tydeligvis et sted,
hvor de lokale handlede med hinanden, ikke med fremmede. Der blev købt grise og hunde (til maden) og korn og sukkerrør, og der var også en lille rygebule, hvor folk var i fjollet humør over vandpiberne, og tobakken lå til salg i store dynger. En af søstrenes taske blev snittet åben af en
fiks lommetyv i mylderet, uden at hun mærkede det, men intet blev
stjålet. Frokosten blev indtaget under mængdens bevågenhed: tre og fire
ad gangen stillede man sig hen for at glo på de stor-næsede og
blå-øjede fremmede, og kunne man ikke se ordentligt, lænede man sig bare lidt ind over bordet. Vi gik også et par smukke vandreture ind i bjergene og beundrede de terrassebeklædte skrænter og grinede med de mange, mange børn, som var ugenerte og lod sig fotografere.

Vietnam 22. Risterrasser i bjergene ved Bac Ha.

Imorges blev vi så vækket kl. 5 af Partiet: i gaden er opsat højttalere,
som hver dag året rundt spiller den opbyggelige Voice of Vietnam, partiets officielle radiostation, fra 5 til 23, startende med morgengymnastik.

Og nu har vi så vores næstsidste aften i Vietnam. Imorgen endnu en
dagstur, og så flyver vi onsdag tilbage til Bangkok.

24. marts

Den sidste dag i Vietnam tog vi på endagstur til Hoa Lu, et område som kaldes "Ha Long Bay på land", fordi klippeformationerne ligner dem i Ha Long Bay en del: 200 stumper småfjeld er spredt tilfældigt ud, og derfor blev byen Hoa Lu valgt som kongehovedstad i fire årtier omkring år 1000: den var nem at forsvare. Vi så et par templer og bekravlede en af de 200 klipper, hvilket resulterede i en vældig udsigt over de 199 andre samt et antal rismarker (og hele vejen op ad de 269 trin blev vi fulgt på vej af entreprenante børn, som konverserede og viftede os i varmen for så på toppen at tilbyde varer til skyhøje priser).

Vietnam 23. Hoa Lu: underlige klipper rager lodret op fra rismarker og flodlandskab.

Senere på dagen var vi på en fredelig bådtur på en flod mellem de samme klipper med rismarker på begge sider og et par lige så ihærdige sælgere, der roede båden. Med på turen var også en midaldrende canadier, som glimrede ved at spørge den indfødte guide, hvorfor al moderne vietnamesisk arkitektur er så systema-tisk grim. Han vidste naturligt nok ikke, hvad han skulle svare, men canadieren fremturede og ville derefter vide, hvorfor alle børnene er klædt i amerikansk kopi-mærketøj, og om man da ikke sætter pris på sin egen kultur her? Jeg gerådede i et semiskænderi med fjolset.

Dagen efter fløj vi ud af Vietnam. I den diminutive lufthavn i Hanoi mødte vi igen TV-showparret, med hvem vi i morskab betragtede den lille mus, der pilede frem og tilbage over alkoholstanden.

I Bangkok var der 34 grader i skyggen, og det føltes fuldstændig som at komme fra efterårsgaden og ind i det varme vindfang ind til Magasin. Om aftenen tog vi i biffen og så "Payback", som var god, og da vi kom tilbage til Shanti Lodge, havnede vi selv midt i en eller anden filmoptagelse. De følgende seks dage tilbragte vi igen på Koh Chang, som vi besøgte første gang for to måneder siden.

Thailand 16. Endnu en smuk solnedgang på Koh Chang.

Den smukke og fredelige strand med palmer og jungle- og bjergbaggrund havde stadig grønt vand, men nu med bølger, og det blev det ikke værre af. Vi boede det samme sted igen og blev genkendt (hvilket vi forfængeligvis blev glade for), både af stedets ejere og af de venlige lopper, som på ny formåede at præge vores ophold og vores legemer. Iøvrigt spillede vi en masse skak med hinanden og med en svensk rejseskribent, der hed Tore og var vældig tyk. Vi fik os også et par Piña Coladaer på strandkanten under palmer og stjerneskin samt et godnatbad i selskab med det, der vistnok hedder morild: små, selvlysende krebsdyr(?), som ses i de strømhvirvler, man plasker rundt og laver. Forunderligt syn! Flere andre dyreoplevelser meldte sig i køen: en giftig slange blev fanget på stranden, jeg så et flyvende firben OG jeg så en eremitkrebs skifte sneglehus - det må da være sjældent! Dens nye hjem så ikke så vakst ud som det gamle, syntes jeg.

Thailand 17. Skak med svenske Tore på Koh Chang.

Den sidste dag dernede ringede jeg for at genbekræfte vores Nepal-billet og fik svaret "Beklager, afgangen er aflyst pga. strejke i Kathmandu. Ellers noget?". Vi var noget spændte på Nepalturen i et par dage. Igår kom vi så tilbage til Bangkok, og idag tog vi ud til luftfartselskabets kontor, og de viste sig at være yderst rimelige og venlige og fik os på et fly med Thai Airways samme dag (på fredag) i stedet. Så alt er i den skønneste orden! Den næste tid er vi som sagt i Nepal, hvor vi går et trek på tre uger (efter planen..), så vi skriver næppe mere før efter det.

N e p a l

Nepal 1. Røgelsespinde sælges overalt i det buddhistiske Nepal. Og nogle fabrikater er så åbenbart bedre end andre: ”For fred i verden, brug Pancha Buddha-røgelsespinde”.

27. marts

Nye lugte, en stor elefant med stødtænder til marked, mænd med hinanden i hånden, et tilbud om en stor kniv i bytte for Jakobs ur til 15 kr., to langskæggede munketyper der smurte rød farve i panderne på os for "good luck", svævende gribbe over templer fra 1700-tallet, tiggere, børn der leger med en halvdød rotte, smukke og frodige kvinder, aber, geder, køer midt på gaden, boder med alverdens ting - bl.a. fantastisk skønne sweatre i yak-uld, indisk frokost med udsigt over torvet midt i den gamle bydel, folk der taler "indisk" engelsk med bløde t'er, erotiske udskæringer i templernes tagspær, meget snørklede gyder behersket af beskidte børn..

Nepal 2. Fremmedartede og fascinerende Kathmandu, hovedstad i Nepal: man kan godt gå en tur på strøget med sin elefant.

Vi har været her i et døgn, og vi har brugt alle vores penge! Først fulgte vi med op på et trekking-bureau for at høre om deres ture - vi fortalte bestemt hinanden, at vi absolut ikke behøvede at købe det første det bedste, og så snakkede vi med manden en halv times tid, lagde 9000 kr. og gik glade vores vej. Vi får for pengene tre ugers trekking med guide og alt betalt på Annapurna Circuit, hvis højeste punkt er 5500 meter. 21 dage, hvis alt går vel.

Idag har vi, som antydet indledningsvis, gået rundt på må og få i Kathmandu og nydt den fuldstændig fremmedartede atmosfære. Her er virkelig utrolig spændende og temmelig billigt. Omend vi altså har brugt resten af vores ikke-eksisterende midler på kluns.Vi skriver mere efter trekkingen - vi er formentlig hjemme d.18 april, hvis nogen skal sende nogen fødselsdagshilsener...

Nepal 3. Jakob i selskab med et par fritidsguruer foran et tempel i Kathmandu.

Nepal 4. Børn klatrer i træer allevegne. Også når der er ekstra langt ned, som f.eks. i Himalaya.

22. april

Vi har gennemført 20 dages strabadser i sne og kulde i verdens højeste bjerge. Tilbage i Kathmandu er vi nu i superform og føler os umådelig seje! Kamilla har permanente (og meget bjergbestigeragtige) frostskader på hænderne (der desværre muligvis er på vej til at forsvinde på den mest ukammeratlige facon). Jakob har lidt ondt i en tå. Startpunktet for trekkingen var Beshisahar i knap 1200 meters højde, en begivenhedsrig sekstimers bustur (hvorunder bussen bl.a. krydsede en flod; altså med vand til over hjulkapslerne) fra Kathmandu. De næste dage var ikke så skægge: vi fik rejsens første rigtige diarré- og opkastningsomgang, og vi var meget ynkelige og havde meget ondt af os selv i toethalvt døgn. På tredjedagen var Jakob ovre det værste, og Kamilla bed på vikingevis smerterne i sig, og vi fuldførte den planlagte rute. Og havde det fantastisk med at være kommet i gang og stadig kunne nå hele vejen rundt på den planlagte tid.

Nepal 5. Vores vandretur i Himalaya gik igennem utrolig varierede landskaber.

Nepal 6. De første dage var der stadig frodigt. Stien kan ses til højre.

Nepal 7. Ret hurtigt kom der sne på toppen af de omgivende bjerge.

Vores trek, Annapurna Cirquit, er en rundtur, som kulminerer, når man krydser et pas i knap 5500 m. Mere om det om lidt! Det tog os ialt 10 dage at nå op til foden af passet. Vi gik igennem meget varierede landskaber: skov, terrasser, sletter, udtørrede flodsenge og brusende vandfald osv. Flere gange betagende smukt.

Nogle dage var rigtig hårde; for det meste kom vi afsted fra tehuset kl. halvsyv-syv, og kun afbrudt af frokost og de (mange!) pauser, vi selv valgte (dvs. havde desperat brug for) gik vi til tre eller fire om eftermiddagen. Og sov forbandet godt og tidligt om aftenen..

Allerede i 3500 m dukkede de første snedækkede tinder op rundt om os - et aldeles fortryllende syn for os lav-lændere. En enkelt dag passerede vi en gletcherudløber, og fra da af meldte kulden sig for alvor.

Vi havde begge lange underbukser med og desuden en ulden jakke, men om natten måtte vi sove med alt tøj på i de lejede (og ellers udmærkede) soveposer for at kunne holde varmen. Vinden om dagen kunne være slem, og kombineret med temperaturen kunne den give en effekt på minus 15 grader.

Nepal 10. Koldt og øde. Vores overnatningssteder lignede huset til højre.

Nepal 11. Til gengæld begyndte scenerierne for alvor at blive majestætiske.

Den 8. april om eftermiddagen begyndte det at sne tæt, og vi troede, at vi skulle sne inde, men den følgende dag var det holdt op, og vi blev istedet taknemmelige for sneen, for alt var dækket af et flot, 10 centimeter tykt, hvidt og blødt tæppe, som knasede under fødderne, ligesom den gang, man var en lille pige m/k. Bjergene rundt om stod krystalklart aftegnede mod den dybtblå & skyfri himmel, f.eks. verdens hhv. 6. og 9. højeste, Dhaulagiri og Annapurna 1, der begge er godt over 8000 m.

Den 9. nåede vi Thorong Phedi, direkte oversat fra tibetansk 'foden af Thorong'. Thorong er et bjerg på godt 7000 m, men man kan altså krydse det via et pas i 5500. Thorong Phedi ligger i 4400, og den dag, man krydser passet, kravler man således først 1100 m op, og på den anden side vakler man dernæst 2000 m ned. Det skal gøres på én (12-14 timers) dag, for ellers vil ens krop kunne nå at reagere (negativt!) på den ekstreme højde og den deraf følgende mangel på ilt.

I Thorong Phedi meldte højdesygen sig hos Jakob for alvor: åndenød, svimmelhed, hovedpine og en indre kulde, som var komplet umulig at slippe af med på trods af syv tykke lag tøj. Derfor måtte vi tage en ekstra hviledag der - kroppen kan normalt akklimatisere sig på en dags tid (hvis den overhovedet kommer til det; ellers skal man skynde sig vældig meget med at komme ned. Adskillige er døde på vej over det selvsamme pas, fordi de ignorerede symptomer på akut højdesyge.

Problemet med Thorong Phedis beliggenhed er, at man er nødt til at kravle 200 m op, før man kan komme længere ned ad bjergsiden igen, og det havde været en ubehagelig tur. Men det blev heldigvis ikke nødvendigt.)

Hviledagen var sur af flere grunde: dels blev vores tidsplan strammere og strammere, og dels var gæstehuset meget lidt lækkert. Intet rindende vand og ingen varme nogen steder, fængselscellelignende rum uden elektricitet, og lokummer (huller i jorden), der lugtede som tigerbure.

Nepal 13. Op til passet i 5460 meters højde på hesteryg.

For at være helt sikker på at komme over den næste dag, både af hensyn til tidsplan, sygdom og gæsehusets manglende faciliteter, valgte vi derfor at snyde lidt: vi lejede heste og red op til toppen på toenhalv time. Vi var lykkelige over faktisk at kunne nyde de storslåede udsigter i modsætning til de lidende og prustende stakler, der slæbte sig op ved egen kraft.

Undervejs gik Kamillas hest i en dyb snedrive på vej op fra en stejl grøft og snublede, og hun måtte på rodeo-manér kaste sig adræt af og til siden for ikke at blive knust under dyret (påstår hun). Man skulle måske nok have været der for helt at kunne forstå dramaets omfang.

Nepal 14. Udsigt fra godt 5 kilometers højde.

Nepal 15. Vi måtte af hestene og gå, når det blev særlig stejlt eller iset.

Nepal 16. Hvil på den anden side af passet.

Fra toppen gik vi så ned til et skønt gæstehus med det første varme bad i 5 dage, helt nede i 3500 m. Med undtagelse af to dage var resten af turen ned af bakke, mere eller mindre stejlt. Igen med utrolig varierede landskaber - og blomstrende rhododendronskove. En anden rar ting var, at man hele tiden mødte de samme trekkere om aftenen på gæstehusene; mange var vældig søde, og specielt to danske biologer (hvoraf den ene med forbavsende energi på tegneserieagtig vis styrtede rundt i højderne med et sommerfuglenet på jagt efter sjældne eksemplarer) og et fransk par snakkede vi meget med.

En af de sidste dage bestemte vi os for at skære en dag af. Det er fint nok at gå (og gå), men på slutten trænger man meget til at komme ned og hvile stængerne, så vi tog en lang dag med 600 m's stigning om formiddagen og 500 m's fald om eftermiddagen - og til frokost besteg Jakob og guiden et udsigtspunkt, Poon Hill (en 'bakke' på beskedne 3200 m). Derfor kunne vi nå Pokhara på Kamillas fødselsdag d. 18. og indlogere os på noget, der mindede om et luksushotel med karbad og TV (efter at have tilbagelagt det sidste stykke ind til byen med bus; nogen af os blev

Nepal 17. Tehus med sneklædte giganter i baggrunden.

kurtiseret af svedende lokale, nogen andre foretrak at sidde på taget af bussen).

På vej tilbage fra Pokhara var vi så en smut i en stor nationalpark, som rummer en af verdens største bestande af næsehorn, Chitwan National Park. Tre dage i et igen helt anderledes landskab: tørre, varme græsstepper, der mindede om Afrika. Vi fik en smagsprøve på safariliv med bl.a. elefanttur ind i junglen på udkig efter tigre og næsehorn, og vi så adskillige af de imponerende store kreaturer (men ingen tigre).

Vi var også på jeepsafari, en tur hvor vi stod op bag i den åbne jeep og spottede jungledyrelivet. På et tidspunkt krydsede et næsehorn vejen, ikke så forfærdelig langt foran bilen. Dog så vi stadig ingen tigre. Men Kamilla så en and, og Jakob så en ko. Fra en (vippende) kano så vi desuden en krokodille; nogen af os fandt afgjort, at vi ikke havde behøvet at forfølge den, mens andre var ved at falde i vandet i iver efter et godt billede.Vi drager hjemover isen om tre dage, hvis ellers strejkerne tillader det. Der er et valg på vej, så vi håber det bedste!

Mange kærlige hilsener Kamilla og Jakob (og tak for opmærksomheden).

Nepal 18. Næsehorn i Chitwan-nationalparken. Billedet taget fra elefantryg - næsehorn har mere respekt for en elefant end for en jeep.

Nepal 19. I Chitwan opdrættede og trænede man også arbejdselefanter.

24. april

Jeg bladrede igennem min dagbog for de sidste tre-fire uger, og jeg synes lige, at jeg vil komme med en samling løse detaljer:

Før trekket så vi et tempel for en af de adskillige levende gudinder i Nepal, Kumari. Man kan være heldig og se hende, men det var vi nu ikke.

Undervejs, prustende og stønnende på vej op i bjergene, var det imponerende at se nepalesiske bærere i hælløse klip-klap-sandaler spurte forbi os med op til 80 kg. på ryggen.

Undervejs gik vi flere gange ad stier, der snoede sig på stejle bjergsider. Et enkelt sted, på den anden side af floden på en sti, som var blevet lukket for almindelige turister året før pga. mange stenskred, var en ko styrtet ned, og 4 store gribbe holdt festmåltid, mens den stakkels ejer stod højt over dem og kastede sten efter dem i afmægtigt raseri.

Efterhånden, som vi kom længere og længere op i bjergene, blev alting naturligvis dyrere og dyrere. Priserne på chokolade, drikkevand og sodavand blev mere end fordoblede (rimeligt nok, eftersom den eneste måde at få det derop på er at bære det eller at få et æsel til det). Derfor drak vi et par uger i træk vand renset med iod. Det smager ikke særlig godt.

'Kamilla' betyder faktisk myre på nepali. Det grinede flere lokale meget hjerteligt af.

Som antydet er der af og til stenskred; en dag faldt et klippestykke på størrelse med et lille fjernsyn ned på stien 20 meter foran os. Det blev dog ved den ene - men vi satte ikke desto mindre farten op.

I 1998 blev Trattopani, en by vi overnattede i på vej nedfra passet, oversvømmet totalt som følge af et enormt stenskred, der lukkede floden.

Akklimatisering: en tommelfingerregel for vandring i højderne er, at man skal overnatte lavere end det højeste sted, man når om dagen. Derfor var vi et par gange på nogle eftermiddagsklatreture efter at have nået overnatningsstedet; man kravler så langt op ad bjerget, man orker, holder en pause og går så tilbage og håber, at kroppen har vænnet sig så meget til forholdene, at man kan sove hele natten igennem uden at få åndenød. Et sted kravlede jeg op til en vindomsust og øde landsby, som nu mest var beboet af okser og geder, og sad en halv times tid og betragtede en stor ørn cirkle over skrænten på udkig efter føde.

En formiddag passerede vi en stor gletscher - og i et par timer kunne vi i det fjerne flere gange høre det meget dybe og respektindgydende bulder fra laviner, forårsaget af den varme sol.

Det er nepalesere forbudt ved lov at spille kort. Regeringen mener, at folk risikerer at blive ludomaner og spille alt, hvad de ejer, bort. Vores guide, Laxman (hvilket betyder 'rigdom', cirka), var derfor vældig interesseret, når vi spillede kort. Og vi var også vidner til, på vores hviledag, at en stor gruppe bærere satte sig fra morgenstunden nede i gæstehusets gård og spillede kort hele dagen, mens store bundter pengesedler skiftede ejermand.

De omtalte to danske biologer fortalte, at begges 4000 kroners kameraer var gået i stykker på toppen af passet, samtidigt. De gættede på, at det måtte være højden på 5500 meter. Vores lommekamera klarede det fint.

Flere gange så vi en flok ældre mænd, der på et gadehjørne var endog meget engagerede i et spil - som viste sig at være Ludo.

På vej nedad blev vi mødt af en mand, der slæbte en stor kurv på ryggen. I kurven sad, med en paraply til at skærme sig mod solen, hans kone. Godt nok var hun spinkel, men alligevel. Samme dag, da vi kom ind i en landsby, sad som sædvanlig en masse lokale og kiggede på os, da vi gik forbi. En enkelt mand sad og fik håret klippet af konen. Håret på ryggen. Med en stor saks.

Generelt var Laxman en yderst kompetent guide, men vi nåede alligevel at blive lidt trætte af dét at have en guide 24 timer i døgnet: om aftenen sad han og betragtede os, mens vi spiste, formentlig for at være sikker på at være i nærheden, hvis vi skulle få brug for ham. Der var dog værre guider i bjergene; en anden trekkers guide blev fuld og tissede på gulvet, hvilket resulterede i en korporlig afstraffelse fra stedets ejer.

Godt, så siger vi godt. Mange hilsener fra Kathmandu, hvor langt de fleste gader ikke har navne, hvorfor det kan være temmelig svært at finde rundt.